fredag den 5. december 2008

Asbesten fjernes

Nu er de gæve håndværkere gået i gang med at fjerne asbesten fra gulvet i voksenafdelingen, og de har været så venlige at forklare os, hvordan det foregår.

Først og fremmest tænkes der på sikkerhed. Det betyder, at de er dækket ind fra top til tå i sikkerhedstøj og masker.

Så er der etableret en luftsluse med tre kamre for at sikre, at asbeststøvet ikke følger med ud, når de forlader arbejdsområdet.

Luften i rummet udskiftes konstant. Omtrent hver time er al luft i lokalet blevet udskiftet, og denne renselsesproces kører hele døgnet. Asbeststøvet fra luften opsamles i filtre i udsugningsanlægget, så den luft, der sendes ud ad vinduet via slangen, er renere end luften i resten af byen. Der er 99,6 procents renhed, så det er faktisk mindre usundt at stå ved slangens munding end at gå en tur langs søerne.

Asbesten i gulvet fjernes ved slibning. Det er ikke til at sige præcist, hvor tykt asbestlaget er, for det varierer fra gulv til gulv, og håndværkerne kender først tykkelsen, når de har slebet det helt væk. Størrelsesordenen er dog i omegnen af et par milimeter. I dette tilfælde ligger asbesten i et lag klæbemasse, der holder gulvpladerne på plads. Den har derfor ligget helt indkapslet uden at være til fare for nogen.

Nedenfor ser man tydeligt forskellen på det afslebne og det oprindelige gulv.

Håndværkerne går rundt med en gulvsliber, som pulveriserer klæbemassen og dermed asbesten. Det støv, der hvirvles op i luften, fanges af udsugningsanlægget, mens det meste lægger sig som et fint pulver på gulvet. Det støvsuges op.

Det er hårdt arbejde, som håndværkerne udfører, så vi siger stor tak for, at de tog sig tid til at tage billeder til os i det afskærmede område, som vi ikke selv må betræde.

Nå ja, selv i støvhelvedet er højtiden ikke glemt. Rigtig god weekend til alle.

Ingen kommentarer: