tirsdag den 24. marts 2009

Renoveringen er næsten overstået, men bloggen fortsætter

Lige nu læser du den sidste blog om Østerbro Biblioteks omfattende renovering. Vi er næsten ved vejs ende, så nu vil vi anvende bloggen til at inspirere, rådgive og generelt fortælle om alle de mange muligheder, biblioteket byder på og naturligvis også vise billeder fra det færdige bibliotek.

Det betyder, at bloggen skifter navn og fremover vil hedde Østerbro Biblioteks blog. Den fortsætter dog her på siden, så hvis du har bogmærket denne side eller abonnerer på vores rss-feed, behøver du ikke foretage dig noget. Hvis ikke, så skynd dig at komme i gang. Feedet findes i menuen til højre.

Biblioteket er næsten færdigt, men der mangler stadig nogle småting og et par store opgaver. Den ene store opgave er at revidere på hylderne, hvilket vil sige at stille materialerne i den rigtige rækkefølge. Det er et enormt stort arbejde, da vi samler de almindelige bøger og bøger i stort format, som førhen stod adskilt.

Den anden opgave er at gennemgå hele biblioteket og fremfinde alle de materialer, som vores mange brugere har bestilt i løbet af lukkeperioden. Der er tusinder af bestillinger, så det er et arbejde, der også vil pågå efter åbningen.

Vi forventer at åbne inden for et par uger, og den endelige dato meldes som tidligere nævnt ud, så snart den foreligger. Det varer ikke længe. Vi glæder os meget til at se dig.

tirsdag den 17. marts 2009

Nu er det snart nu

Bibliotekets gennemgribende renovering er endelig overstået, og nu er vi begyndt at flytte ind. Lokalerne er som tidligere nævnt virkelig flotte, og nu får de liv af diverse reoler og møbler, som flyttefolkene bærer ind.

Den endelige åbningsdato er stadig ikke fastsat, da det er et kæmpe arbejde at genetablere biblioteket, så derfor venter vi med at melde en fast dato ud. Vi offentliggør den her på siden, på vores hjemmeside og på Facebook samt naturligvis i pressen, så snart den foreligger. Det varer ikke så længe.

Her er nogle stemningsbilleder fra indflytningen indtil videre. Som ved udflytningen starter det hele med en lastbil.

Den første reol hænges op på væggen.
Alle de mange bøger, cd'er, dvd-film og alt muligt andet udlånsmateriale bæres ind i kasser.Den første reol fyldes med bøger. Det var et smukt øjeblik.I gemmerne rundt omkring står møblement, som blot venter på at blive sat på plads. Vi nyindretter en smule, men i det store hele er materialernes og pc'ernes placeringer som før, så det er ikke svært at finde rundt.

Foråret er for alvor flyttet ind på Østerbro Biblioteket - ikke mindst med denne blomst til en rund tyver.Vi glæder os fortsat til at modtage dig i det nye og forbedrede bibliotek.

onsdag den 11. marts 2009

Indflytningen er begyndt

Nu varer det ikke længe, før vi kan slå dørene op. I løbet af de næste par uger forventer vi at være i stand til at kunne byde velkommen i de nyindrettede, flotte lokaler.

Bemærk at de materialer, du har lånt på Østerbro Bibliotek i november, sandsynligvis skal afleveres i starten af april, så du er meget velkommen til at aflevere på et af de andre biblioteker i Københavns Kommune. Øbro-Jagtvej og Hovedbiblioteket i Krystalgade er de nærmeste. Har du problemer med at komme til et andet bibliotek, kan du naturligvis ringe til et bibliotek og få styr på det hele over telefonen. Telefonnumrene finder du her.

Den endelige åbningsdato meldes ud, så snart vi kender den, men indtil da bør du være opmærksom på dine afleveringsdatoer, som du kan se ved at logge ind på vores hjemmeside.

Nu til indflytningen...

Flyttemændene har været forbi for at dække det nye gulv med pap, så det ikke tager skade under indflytningen, og samtidig har vi modtaget et stort vognlæs reoler i trækasser. Nogle af reolerne er splinternye, mens andre er de gamle, gule reoler, som er blevet omlakeret for at passe ind i den nye stil.

Endnu er kun en del af personalet kaldt tilbage til Østerbro, da det er begrænset, hvor mange vi kan være til at samle reoler, dirigere flyttemænd osv., men flere vil komme til, som indflytningen skrider frem, mens resten færdiggør deres arbejde på de biblioteker, de har har været udstationeret hos.

At samle reoler er hårdt fysisk arbejde, da reolerne er ganske tunge, og der er virkelig mange, som skal fordeles ud over biblioteket.


Det er rigtig rart at være tilbage på Østerbro Bibliotek, og vi giver den gas, så vi hurtigst muligt præsentere dig for det nye biblioteksrum, vi har arbejdet så hårdt på at skabe. Åbningsdagen nærmer sig med hastige skridt.

torsdag den 5. marts 2009

Åbningsdagen nærmer sig

Nu er vi i marts, og det betyder, at vi kan ane bibliotekets genåbning. Planen er, at vi omkring månedens udgang kan slå dørene op for et nyt og flot bibliotek.

I næste uge overdrager håndværkerne de færdige lokaler til biblioteksleder for Østerbro Bibliotek, Sanne Caft, og allerede dagen efter overdragelsen ankommer det første flyttelæs. Der skal opstilles reoler, indrettes kontorer, opsættes computere og meget, meget andet, så biblioteket kommer til at summe af liv, mens personale og flyttefolk arbejder for fuld kraft.

Allerede nu er det tydeligt, at biblioteket bliver rigtig flot. Det er næsten færdigt, så det er kun småting, som håndværkerne kæmper med lige nu. Dem er der til gengæld også mange af efter en så gennemgribende renovering, og derfor er der travlt over hele biblioteket.
Det er nu muligt at se gulvet, hvor det beskyttende pap er blevet fjernet. Det er et rigtig pænt gulv, og det er rart at gå på. Den gullige farve er god til biblioteket, fordi den giver et varmt skær, men samtidig er den ret anonym, så blikket i stedet fanges af det vigtige, nemlig de mangefarvede bøger, dvd-film, cd'er, computerspil og mange andre tilbud, vi har til dig.
Vi omtalte belysningen i det tidligere blogindlæg, og nu er der kommet endnu flere lamper op. Det er et behageligt lys, som ikke skærer i øjnene, men som samtidig skal gøre, at man tydeligt kan læse på bogrygge osv. i hele biblioteket. Billederne nedenfor kan give en fornemmelse af, hvordan det ser ud, men det skal naturligvis opleves. Bemærk de forskellige lamper, som arkitekten har anvendt for at skabe optimal belysning.
Vi glæder os fortsat til at kunne byde dig velkommen tilbage i vante omgivelser og takker naturligvis for den store forståelse, vi har mødt i forbindelse med lukningen. Når du ser denne lastbil holde foran biblioteket, ved du, at nedtællingen er begyndt.