tirsdag den 6. januar 2009

Åbningen af biblioteket udsættes

Åbningen af Østerbro Bibliotek er desværre blevet udsat til starten af marts. Vi er naturligvis meget kede af de ulemper, det medfører, og vi håber på din forståelse.

I den forbindelse sørger vi for at forlænge afleveringsfristen på de bøger, som er lånt på Østerbro Bibliotek, men vi opfordrer til, at du afleverer de bøger, som Østerbro Bibliotek har skaffet hjem fra andre biblioteker uden for København, altså de såkaldte fjernlån. Fjernlån kan afleveres på alle de andre københavnske biblioteker.

Udsættelsen skyldes, at det simpelthen tager længere tid at asbestsanere og renovere, end vi havde fået stillet i udsigt til at begynde med. Når håndværkerne opdager ny asbest under skabe osv., skal den naturligvis fjernes, og det kan afstedkomme forsinkelser. Af samme grund melder vi ikke en eksakt dato for åbningen ud, før vi er tættere på at være færdige.

Vi beklager mange gange, men vi trøster os med, at resultatet i sidste ende bliver rigtig godt, og vi glæder os meget til at slå dørene op for et flot, nyindrettet bibliotek med nyt gulv, nyt loft og nymalede vægge.


2 kommentarer:

Marie Ulletved Holmgaard sagde ...

Det er godt nok lidt af en udsættelse. Jeg føler virkelig med jer. Håber alt går efter planen fra nu af og at I klarer jeres forskellige udstationeringer lidt endnu.

Østerbro Bibliotek sagde ...

Tusind tak, Marie
Vi længes alle tilbage på biblioteket, for vi er naturligvis ivrige efter at komme i gang med at nyindrette med nye møbler, lækre touchscreens visse steder og i det hele taget præsentere brugerne for et ultra flot bibliotek.

Indtil videre væbner vi os dog med tålmodighed og giver en hånd med på de biblioteker, der tager det store slæb for os, mens vi har lukket. Især Øbro Jagtvej og Hovedbiblioteket gør en meget stor indsats.

Vi ser meget frem til marts, og så er du og dine kolleger fra Gentofte Bibliotekerne meget velkomne til en rundvisning. :)

Mange hilsner

Martin Schmidt-Nielsen
Østerbro Bibliotek