Livsstil dækker ifølge vores profil emner som mode, make-up, boligindretning, gør-det-selv-håndværk og tidens trend som sådan, så derfor gør vi vores bedste for at være opdaterede med både bøger og tidsskrifter.
Sport, sundhed og mad er også en del af livsstilsbegrebet. Vi køber mange bøger om træning, fitness og sund kost, men når det skal være lækkert, har vi naturligvis også sørget for bøger om gourmetmad og vin med mere.

Karriere kommer vi ikke uden om, så vi tilbyder bøger om coaching, at organisere sin hverdag og sit liv, stress, gode råd om jobsøgning og alt det, der kræves, når man vil frem i verden. Hvem ved? Måske dit fremtidige job starter på en bibliotekshylde.
Kærlighed og krise - ja, det kender vi alle. Om du er single og på udkig efter en kæreste eller allerede er i forhold kan vi tilbyde bøger, der giver masser af gode råd til at nå målet: Et dejligt kærlighedsliv.
Vi kan også tilbyde de nyeste debatbøger, som vi forsøger at skaffe så hurtigt som muligt - ofte på engelsk, da det tager tid, inden oversættelserne kommer -, så du lynhurtigt kan blive opdateret om, hvad der rører sig på både den danske og den internationale debatscene. Eksempelvis kunne vi præsentere de første bøger om den amerikanske præsident, Barack Obama, få dage efter hans valgsejr.
Dertil kommer, at vi køber rigtig mange engelsksprogede romaner. Det betyder, at du ofte kan finde bøger hos os, som du ikke finder på andre biblioteker i København - endsige Danmark. Vi køber bøger inden for alle genrer - krimi, spænding, drama, fantasy, science fiction... you name it, vi skaffer det til dig.
Sidst, men ikke mindst, gør vi meget ud af at have en stor samling af rejseguides som Turen går til... og Lonely Planet guides. Vi har bøger, der sender dig velforberedt afsted til alverdens destinationer, og de mest populære feriesteder har vi selvfølgelig ekstra mange bøger om.Er du i tvivl om noget, er du mere end velkommen til at spørge. Brug dit bibliotek - vi kan mere, end du tror.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar